Ønsketænkning

Jeg var ude at spille golf i går. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i, det gør jeg mindst 2 gange om ugen her om sommeren. I går var vi på udebane.

Det særlige ved i går var, at jeg pludselig erkendte, hvor meget ønsketænkning den sport indeholder. Lad mig komme med nogle eksempler.

Det begynder allerede på første teested. Der står 3 spillere, Hans, Erik og Peter, pænt højt oppe over første hul. Foran dem ligger en sø. En meget stor sø. Jo mere man ser på den, jo større bliver den. Der er langt over til den anden side, hvor bolden skal slås hen.  Den første, Hans, teer sin bold op, tager stance, sigter mod det bedste sted at lande bolden. Så slår han sit drive. Han ønsker intenst, at han om lidt ser den lande på den anden side af søen. Det føles som en uendelighed af tid, hvor bolden hænger i luften. Endelig ser han den ramme jorden på den anden side af søen med nogle hop inden den lægger sig til hvile i semiroughen. Ok, den er ovre, men kan han finde den derude?

Næste spiller, Erik, gør sig klar. Han er ikke så øvet, så frygten har tag i ham. ”Jeg må tage mig sammen, ” siger han til sig selv. ”Jeg må slå alt hvad jeg kan.” Han teer op og gør sig klar. Imens er de 13 cm mellem ørerne i heftig aktivitet. ”Hvordan er det nu jeg skal holde på køllen? Hvor langt skal jeg stå fra bolden? Hvad var det nu pro’en sagde til sidste træning om mit grip? Og jeg skal også huske at se på bolden. Hvor er den for resten blevet af? Nå den er falden ned fra teen, mens jeg har stået og fumlet med at lave det helt rigtige grip. Jeg må hellere lægge den op igen.” Nu ser han, at der står mindst 10 mennesker bagved ham og venter på deres tur. De ser alle sammen på ham. Han kan mærke sveden pible frem. Han tager stance og slår alt hvad han kan. Bolden sejler i en stor bue mod højre. Længere og længere mod højre for til sidst at forsvinde ind i det krat, der står i den side af banen. Han er nødt til at slå en ny bold.

Mens han går den tunge gang tilbage til sin bag for at finde en ny bold, træder den næste spiller, Peter, frem på teestedet. Han er ikke nogen ung mand længere. I hans hjerne ligger mere end 25 års erindringer om stolte sejre og fantastiske slag. Nu om dage er hans handicap ganske vist en del højere end dengang han lavede hole-in-one på hul 14 på hjemmebanen. Han træder frem på scenen med stor selvtillid. Omhyggeligt teer han bolden op i lige nøjagtig den højde, som han ved passer ham. Han træder lidt tilbage og tager det store overblik over sceneriet. Vurderer hvor bolden skal ligge efter slaget. Lige midt på fairway. Han er en mand, der ved, hvor meget forberedelsen betyder. Grippet har stor betydning for slaget, så det tager mindst 2 minutter før han er tilfreds med det. Herefter svinges driveren besværgende frem og tilbage et minuts tid. Nu er han klar til at tage de første prøvesving. Efter en 5-7 prøvesving træder han roligt frem til bolden. Også han er bevidst om de ventende spillere bag sig. Han vil gerne vise, hvordan en næsten pro slår et elegant slag. Han lægger an til slaget og slår en høj bold henover søen. Meget høj bold. Alle tilskuerne, men især han selv, følger bolden med spænding. Er den lang nok? Når den over søen? Der lyder et næppe hørligt suk, da bolden rammer vandoverfladen med et flot plask. Også han må gå den tunge gang hen efter en ny bold.

Erik husker at sige, at han nu slår en provisorisk bold. Stik imod alle realiteter kunne det jo være, at den første bold ikke er kommet helt ind i krattet, eller at den kan findes – og spilles – eller en lille nisse har samlet den op og lagt den pænt på fairway. Man kan aldrig vide, hvilke mirakler der kan ske. Andetslaget beskriver nøjagtig den samme højrebue, som den første.

Peter slår en ny bold, som lander smukt på den anden side af søen lige bagved sivene.

Hans, Erik og Peter går fra teesteder med bange anelser, men også med stor optimisme. Hans ønsker, at hans bold ligger næsten på toppen af bakken, Erik ønsker, at det må kunne lade sig gøre at finde i hvert fald én af hans bolde, og Peter ønsker helt sikkert, at han bold ikke ligger i hassarden.

Da de er kommet over broen til den anden side af søen, går Erik til højre for at lede efter sine bolde. Hans går sammen med Peter hen for at finde Peters bold. Efter en del leden finder de den i hassarden, nede mellem sivene. Peter opgiver hullet. Erik er ikke til at se. Han er forsvundet i vildnisset. Hans og Peter forsætter op ad banen til det område, hvor Hans mener hans bold ligger. Det er ikke nemt at finde en bold i det halvhøje græs. Den ligger nok længere fremme. Det var jo et rigtig godt slag. De leder lidt længere fremme.

I mellemtiden har Erik opgivet at finde noget i krattet, så han går over mod de 2 andre for at hjælpe dem. På vej derover, cirka 50 m før han når dem, ser han en bold i græsset. Han kalder på Hans: Spiller du med en Wilson? Hans bekræfter og må gå den tunge gang tilbage til bolden. 70 skridt.

Det var starten på hul 1. Heldigvis er der 17 huller tilbage, så Hans, Erik og Peter kan sagtens nå at brillere.