Chinatown New York

Verden er fuld af kinesere, og de bor langt fra alle sammen i Kina. Der findes chinatowns over alt i verden. “Kineserne kommer” – det er ikke noget, der vil ske i fremtiden, det er allerede sket. Der, hvor de kommer, bosætter de sig sammen i deres eget kvarter med udpræget kinesisk særpræg. Kineserne integrerer sig ikke, de laver en lille bid af deres eget land: sprog, kultur, arkitektur, religion – endda deres egen mafia.

I 1964 besøgte jeg Chinatown i New York. På en måde var det første gang jeg besøgte Kina. Det var et kort besøg – en eftermiddag og en aften – men det gjorde et stort indtryk. Jeg var målløs over, midt i det mest amerikanske Amerika, at gå tur i de kinesiske gader. Rundt om mig blev der næsten kun talt kinesisk. Bevares, de talte fint engelsk, hvis man ville købe noget i deres butikker eller spise på deres restauranter, men indbyrdes talte de kinesisk. Jeg købte selvfølgelig en kinesisk æske. Sådan en der kun kan lukkes op, hvis man kender æskens hemmelige mekanisme. Jeg købte vist også en par andre små kineserier. Intet af det eksisterer længere. Made in China har aldrig været et kvalitetsstempel. Prisen blev beregnet på en abacus kugleramme. Modernitet var heller ikke dengang et kendetegn ved kineserne.

Det her var jo længe før nogen havde tænkt på at opfinde mobiltelefonen. Telefoner var af den gode gammeldags fastnet slags. Derfor var der naturligvis også et antal telefonbokse. Og her i byen var de lavet som små røde pagoder. Fascinerende.

Om aftenen spiste vi på en af restauranterne. Vi var, foruden mig selv, en pige fra Holland og den værtsfamilie vi boede hos i Scaresdale. Familiefaderen var noget for sig selv. Alle restauranterne blev undersøgt indtil en af dem omsider fandt nåde for hans kritiske blik. Her kunne vi nemlig få fugleredesuppe. En udsøgt delikatesse til en uhørt høj pris. Det lignede snot med klumper, men det smagte rent faktisk meget delikat.

Siden har jeg både besøgt det rigtige Kina og chinatowns mange andre steder i verden, men det er en anden historie.