Kilroy was here

Denne lille fætter kan man finde overalt i verden. I hvert fald, hvis man skal tro Wikipedia. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at kontrollere sandhedsværdien. Denne lille tegning, alene eller sammen med teksten, er tegnet på selv de mest utilgængelige steder af en, der har besøgt stedet. Det er ikke den samme person, men mange forskellige personer, som gennem tiderne har efterladt en hilsen til den næste besøgende.

Rejselysten ligger os i blodet. “At rejse er at leve”, sagde vores nationaldigter H. C. Andersen. Og alle, der har foretaget en rejse, selv nok så kort, vil give ham ret.

Som barn i 50’erne var det ikke de lange rejser, der var indenfor rækkevidde. Vi rejste til familien indenfor landets grænser. Fra Kolding til Snoghøj, hvor min moster boede. Fra Kolding til Vejle, hvor min faster boede. En sjælden gang til København, hvor min onkel boede. Som oftest var det blot en cykeltur de 16 km til vores sommerhus. Men hver en rejse var ny og spændende.

Den store verden udenfor Danmark kom til mig ad to veje. Dels gennem ugebladene og dels gennem Dansk Missions Selskab.

I ugebladene skrev Hakon Mielche og Jørgen Bitsch om deres eventyrlige rejser blandt de vilde dyr og mennesker. Jeg tror ikke deres menneskesyn ville være helt comme il faut i dag, men jeg slugte alt, hvad de skrev. Tænk at besøge Hottentotterne i Afrika eller menneskeæderne på Borneo. Gys og fryd på én gang.

Missionærerne kom hjem fra Afrika, Indien og Kina. De fortalte om de omvendte indfødte. Dem de personligt havde omvendt fra deres ugudelighed og overtro til den sande kristendom. De små menigheder i de fremmede lande. På et tidspunkt tænkte jeg vist, at jeg skulle være missionær. Det var nok mest fordi, jeg tænkte, det var den eneste mulighed, jeg havde for at komme ud og se de spændende steder.

Jeg blev hverken missionær eller globetrotter. Men heldigvis udviklede mit liv sig, så jeg alligevel har fået set en pæn del af verden.