Gyngen

            

På den lille bitte sommerhusgrund var der en gynge. Som det ses på billederne, var jeg ikke særlig stor, da jeg startede min gyngekarriere.

Jeg tror gyngers tiltrækningskraft skyldes, at det er det nærmeste, vi mennesker kommer til at kunne flyve. Vi beundrer – og misunder – fuglenes flugt. Tilsyneladende den ultimative frihed. Fri som fuglen siger, vi jo også. Men tænker man efter er fugle ligeså bundne, som vi er. Mere måske. De må følge deres instinkter. Vi mennesker har evnen til sublimere vore instinkter og drifter. Bryde med mønstre, udforske nye veje, søge alternativer. Alligevel misunder vi fuglene luftens frihed. At kunne hæve sig over det jordnære rent fysisk. Faldskærmsudspringere fornemmer lidt af fuglens frihed, men er dog et offer for tyngdekraften. Fuglen kan overvinde den for en stund.

Men gyngens frihedsfornemmelse har en svimlende bagside. Får man ikke holdt op i tide, begynder maven at opsende bønner om jordnær ro. Hold op, mens legen er god. Kom ned på jorden igen, du er ikke skabt til evig himmelflugt.

Fra Grundtvig lærte vi: Ved jorden at blive, det tjener os bedst.