Udendørs køkken

Velstanden i Danmark kommer i høj grad til udtryk gennem den måde folk indretter deres køkkener på. Jo rigere vi bliver, jo større og flottere bliver vores køkkener. Og sjovt nok: jo mindre mad bliver der produceret i de flotte køkkener. Flere og flere ting bliver indkøbt som hel- eller halvfabrikata lige til at smide i ovnen. Eller maden bliver købt hos diverse burger- og pizzakæder. Hvis man er rigtig med på noderne har man ikke bare et køkken indendørs, man har også et udendørskøkken eller måske sågar et vildmarkskøkken.

Jeg kan fortælle, at min mor var hypermoderne allerede for 70 år siden. Det lille bitte sommerhus var ikke udstyret med køkken overhovedet. Madlavning og opvask foregik under et lille halvtag. Vand og el var ikke eksisterende. Rent vildmarkskøkken. Vandet skulle hentes i mælkejunger ved en fællespumpe. Alt vand blev genbrugt flere gange. Første afvaskning af tallerkener blev foretaget i det vand kartoflerne var kogt i. Opvaskevandet fra tallerkenerne var første afvaskning af gryder og pander. Det var jo et lille brændekomfur, maden var lavet på, så de var både snavsede og sodede. Vand til håndvask kunne bruges af mange hænder, inden det måske blev brugt til rengøring af grøntsager. Ikke en dråbe blev smidt ud, uden man først havde udtømt alle genanvendelsesmuligheder.

Men køkkenet var faktisk også udstyret med “køleskab”. En mælkejunge gravet næsten helt ned i jorden holdt de fleste madvarer friske i flere dage. Mælk blev hentet dagligt ved stalddøren på den nærliggende gård. Det var længe før Fødefareforstyrelsen begyndte at lave regler for alt muligt. Det, der ikke blev drukket samme dag, blev sat op i flueskabet til tykmælk. Næste morgen kunne man så nyde den fede tykmælk med revet rugbrød og puddersukker til morgenmad. Den intense smag af sommer i sommerhuset.

Madindkøb foregik hos den lille bitte lokale købmand. Dengang handlede en købmand med mel og gryn, salt og sukker, kaffe og te, brød. Grøntafdelingen og kødafdelingen var ikke opfundet endnu. I stedet kom den rullende slagter langs stranden i sin lille varebil. Bagefter kom grønthandleren med sin lille varebil. Samme princip som Hjemisbilen i dag. Mejeribilen kom også. Her købte vi smør og kærnemælk, som er nødvendig for at syrne mælken til tykmælk. Han havde også is med. Til at begynde med kun ispinde. Når han kom, stod alle vi børn med hundeøjne og tryglede om en ispind. Bare en af de små runde til 12 øre. Årh, hva mor, må jeg ikke nok. Og det lykkedes da også en gang imellem.

Senere, da isskabene gjorde deres indtog i sommerhusene, også store blokke af frossen vand. Man købte en klump passende til den lille iskasse i isskabet. Det kunne så holde skabet koldt en dag eller to, afhængigt af hvor ofte det blev åbnet, og hvor meget mad det skulle køle. Det var på det tidspunkt, da det lille bitte sommerhus fik en lille bitte tilbygning som indeholdt et soveværelse med lige netop plads til 4 køjer og et lille bitte køkken. På et tidspunkt blev det lille brændekomfur udskiftet med primusapparater. To styk endda.

Sådan er det med husmødre, de skal hele tiden have noget nyt til deres køkken. Spørg bare enhver mand, han giver mig ret. Endnu senere fik min mor kosangas.

Elektricitet kom først til Stranden i tresserne engang. Da blev der udstykket en del markjord til sommerhusgrunde, og der kom et massivt krav om elforsyning. Indtil da beroede lys og varme alene på petroleumsdrevne aggregater. På de regnfulde dage var der gang i petroleumsovnen for at kunne tørre alt det våde tøj og gummistøvler, som jeg med fryd forsynede min mor med. Jeg elskede at soppe i vandet, og hvis det var for koldt til bare tæer, så blev det i gummistøvler. Med min mor stående inde på stranden: “Lad nu være med at gå så langt ud at det kommer ovenind af støvlerne.” Af uransagelige årsager kom der alligevel altid en uforudset bølge som lige netop kom ovenind af støvlerne.

 En husmoders lod er en uendelig gentagelse af rituelle handlinger.