Vaskedag

           

Da jeg stod her til morgen og fyldte tøj i vaskemaskinen, kom jeg til at tænke på, hvordan min mor klarede vasketøjet, da jeg var barn. Det var dengang, der var husmødre til. Den slags der deponerede deres stolthed i vasketøjet. Der var nemlig det ved vasketøj, at det, i hvert fald det meste af året, blev hængt til tørre udendørs – til bedømmelse af alle nabokonerne. Her blev de inderste hemmeligheder udstillet: laksefarvede underbukser med lodden vrang, størrelsen på konens korset og brystholder, mandens Jens Lyner (lange underbukser i hvid bomuld), tyndslidt sengelinned (det var lige efter krigen), ditto undertrøjer og sokker, duge og mundservietter, håndklæder, forklæder og karklude osv.

Der var stor forskel på storvask og klatvask. Storvasken var i store træk lig med kogevask. Altså hvidt bomuld eller hør, hvis skæbne det var at være tæt på kroppen. Renlighed var meget vigtigt. Det gjaldt om at forhindre bakterier i at udløse sygdomme. Kogevask var virkelig kogevask.

Vi boede i et hus med tre lejligheder og fælles baggård med fælles vaskehus i bagbygningen. Husmødrene aftalte med hinanden, hvornår de hver især kunne disponere over de overdådige faciliteter.

Dagen før selve vaskedagen blev alle baljerne stillet frem og tøjet blev lagt i blød i koldt sæbevand. Vanskelige pletter blev behandlet individuelt alt efter arten. Husholdningsrådet havde hver dag et indslag i radioen med gode råd til den samvittighedsfulde husmoder. Også råd om pletfjerning, som var et varmt emne.

På selve vaskedagen stod husmoderen tidligt op. Hun vidste, det blev en lang dag. Allerførst skulle der tændes op under grukedlen, som var blevet fyldt med den første baljes indhold af vasketøj og sæbevand. Nu måtte man så hele tiden sørge for at fyre under kedlen, mens man rørte rundt i vasketøjet med vaskekæppen. Vaskebaljen og vaskebrættet blev stillet frem sammen med en stor zinkbalje med koldt vand. Det vigtigste rengøringsmiddel dengang var ubetinget knofedt. Efter kogningen blev tøjstykkerne taget op, et for et, og gnubbet godt på vaskebrættet, indtil det kunne bestå nabotesten. Så over i det kolde skyllevand. Næste stykke op af grukedlen. Samme proces gentaget igen og igen. Når der ikke var flere stykker tøj tilbage, skulle grukedlen tømmes for det snavsede vand. Der var ingen hane på den, så det foregik med en zinkspand (plastik var ikke opfundet endnu). Næste portion med iblødsat tøj blev sat over.

Mens næste portion kogte, blev den foregående skyllet i flere hold koldt vand, vredet igennem vridemaskinen og hængt ud på tørresnoren. Efter en lang dag i vaskehuset kunne husmoderen så omsider glæde sig over alt det rene tøj på snoren.

Men vasken var jo langtfra færdig. Forklæder, mundservietter, lyseduge mm. skulle stives inden de blev strøget. Dugene og sengelinnedet blev båret til rullekonen. Resten strøg husmoderen selv. Alt resten. Der var ikke noget med at springe over undertrøjer, underbukser, lommetørklæder og lignende. Det var noget min generation fandt på.

Mens jeg har siddet her og skrevet til jer, har min vaskemaskine gjort alt arbejdet for mig. Jeg skal lige hænge tøjet til tørre i det dejlige sol- og blæsevejr. Nej, jeg bruger ikke tørretumbler. Jeg vil ikke snydes for den vidunderlige duft af rent tøj tørret ude i det fri.

Mange vil huske nedenstående sang. Populær i Giro 413 i radioen og velegnet til at minde husmoderen om vigtigheden af pletfrit vasketøj.

Tørresnoren

Sigfred Pedersen | Knud Vad Thomsen

Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesi,
fylder mig med sjove syner
taler til min fantasi,
den er livet set fra vrangen,
genbo sladder, drilleri,
når jeg synger tørresangen,
smækkes Jensens vindue i.

Tørresnoren, tørresnoren,
den har lært mig at forstå,
at min genbo, tykke Jensen,
ikke er så hverdagsgrå
som man ellers skulle tro det,
når man lytter til hans ord,
Jensens sjæl – og konens ditto
blomstrer på hans tørresnor.

Tørresnoren, tørresnoren,
nejer, svajer, som for sjov,
leger, drejer drilsk i vinden,
som et kæmpe-sjippetov,
snoren er en “strik” se’fø’lig,
snoren er en sladderhank,
Den betror mig alt om Jensens
hver en dyd og hver skavank.

Sjove, flove små detaljer
fra familien Jensens hjem,
viser snoren ublufærdigt
for mit genbo-øje frem:
lækre farver, fraise og lilla,
lyser som fra en palet,
midt i farve-orgiet smælder
fruens strivrede korset.

Et par lyserøde trusser
fyldes af den kåde storm,
og gengiver fruens ynder
Hvilken farve! Hvilken form!
Jensen bruger mavebælte!
Ha! han går med ulden sok!
han har hue på i sengen,
tænkte jeg det ikke nok!

Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesi,
mælkemanden standser svimmel
langsomt vakler han forbi,
hør hvor tøjet blafrer lystigt,
under vindens basketag,
Våren går med nylonstrømper!
der er Jensens vaskedag!