Hente flødeskum på mejeriet

Mælkemanden kom ikke om søndagen. Dengang kom man hviledagen i hu, som der stod i Bibelen, at man skulle. I stedet måtte man selv gå ned til Sønderbro, hvor mejeriet lå. Der var et mejeriudsalg, som havde åbent nogle timer søndag formiddag. Her kunne man hente pisket fløde. Man kom med sin egen kande eller skål, og så fik man den fyldt med flødeskum. Som regel var det mor selv, der gik derned, men jeg var næsten altid med.

En dag mente hun, at jeg var blevet stor nok til at gå selv. Jeg fik kanden i dukkevognen og drog af sted.

Det gik fint, indtil jeg var på vej hjem. Der stod kanden lige foran mig i dukkevognen, bare dækket med et stykke pergamentpapir. Det kunne vel ikke gøre noget ligeså forsigtigt at stikke en finger ind og smage bare en lille bitte smule. Uhm, det smagte dejligt. Bare lige én gang til. Men kanden blev ved med at stå der og friste. Bare en lille smule mere. Kom og spis mig, stod den der og hviskede. Fristelsen var for stor. Fingeren fandt helt af sig selv vej til kanden og tilbage i munden. Igen. Og igen.

Jo nærmere jeg kom nr. 21, jo langsommere blev skridtene. Nu var der ingen tvivl om, at mor let kunne se, jeg havde spist af den dyrebare flødeskum.  Jeg begyndte at få ondt i maven. Hvad ville mor sige, når hun så, at der kun var en halv kandefuld tilbage? Den dårlige samvittighed flåede i maven. Knuget sad jeg på det nederste trappetrin, indtil mor kom ned for at se, hvor jeg blev af.

Min mors situationsfornemmelse var formidabel. Hun fattede hurtigt, hvad der var sket, men hun forstod også, hvor ulykkelig jeg var. Jeg fik ikke dessert den søndag, men ellers talte vi ikke mere om det. Og jeg gjorde det aldrig mere.