Et begravelsesoptog

Længere ude ad Agtrupvej, min barndoms gade, lå Søndre Kirkegård. Det betød, at der ofte kom begravelsesoptog op ad gaden.

Forrest gik bedemanden. Han var iført kjolesæt, høj silkehat og hvide handsker. Han var naturligvis gravalvorlig, og gik meget majestætisk. Efter ham kom den hestetrukne rustvogn. Som regel med 2 heste, men det kunne også være 4. Kusken på bukken var ligeså fornemt klædt på som bedemanden og ligeså alvorsfuld. Under rustvognens himmel stod den smukt pyntede kiste. Bagefter gik begravelsesfølget med den nærmeste familie forrest. Alle klædt i sort. Jo større følge, jo mere betydningsfuld var den afdøde.

Vi børn havde lært at stå stille inde på fortovet, mens optoget passerede. Pigerne nejede og drengene bukkede. Og således blev døden vist den fornødne respekt.

Vi tænkte ikke nærmere over det, ventede kun på, at vi kunne genoptage vores leg på gaden. Det var jo ikke nogen vi kendte.

Ikke før den dag, da jeg pludselig opdagede, at det var min onkel Niels Georg, ham den højtidelige bedemand forrest. I bare befippelse råbte jeg: Goddag, onkel Niels Georg. I samme øjeblik vidste jeg godt, jeg havde gjort noget forkert. Hvordan den alvorlige mand reagerede? Jo, han vendte sig halvt mod mig og lettede på silkehatten uden at fortrække en mine eller ændre det mindste i den nøje afmålte gangart. En dame var en dame – også selvom hun kun var 4 år.

Men den lille dame blev pæonrød i hovedet.

Den fadæse gentog jeg aldrig.